Sankt Knuds historie
Kirkens værnehelgen. Knud Lavard (1095/96-1130)
Af Sebastian Olden-Jørgensen
Hvem var Sankt Knud
Knud Lavard kirke i Lyngby (indviet 15. august 1957) er opført i en pointeret modernistisk stil, som man efter behag kan kalde funktionel eller fabriksarkitektur. Blandt den katolske Kirkes store udbud af helgener valgte man imidlertid ikke en af de moderne, men holdt fast ved den helgen, der ved sognets oprettelse i 1936 havde givet menigheden navn: Knud Lavard, en kongesøn fra Danmarks middelalder. Hvem var han?
Knud Lavard (1095/96-1131) var søn af Erik Ejegod. Han var opkaldt efter sin farbror, Knud den Hellige. Erik Ejegod døde allerede 1103 sammen med sin dronning Bodil på pilgrimsfærd til det Hellige Land, han på Cypern, men hun på Oliebjerget. Erik Ejegods efterfølger som konge af Danmark blev Niels, endnu en bror til Knud den Hellige og altså lille Knuds onkel. Den otteårige Knud blev derefter opdraget hos den sjællandske stormand Skjalm Hvide og var i nogle år i tjeneste hos den saksiske hertug Lothar, der siden blev kejser. Han blev ca. 1116 gift med Ingeborg, datter af Mstislaw af Nowgorod, med hvem han fik flere døtre samt sønnen Valdemar (den Store).
Politisk karriere
Som kongesøn var Knud bestemt til en politisk karriere. Den begyndte omkring 1115, hvor han blev kongelig præfekt (jarl) i handelsbyen Slesvig, et embede, der især handlede om forsvaret af rigets sydgrænse, hvor det danske rige stødte op til både det Tyske Rige og til slaviske stammer som f.eks. abodritterne. Knud forsvarede med succes sydgrænsen og den rige handelsby Slesvig mod overfald fra venderne, sørøvere og landevejsrøvere. Han skabte ro og sikkerhed og ordnede forhold. Hans tilnavn ”Lavard” er en ærestitel, der svarer til det engelske “lord”. Han var også æresoldermand for Slesvig-købmændenes gilde, byggede borge ved Sliens bred og fremmede den kristne mission blandt slaverne (støttede bl.a. den senere biskop Vicelin, der 1127 grundlagde Neumünster).
I den liturgiske erindring står hans indsats for retssikkerhed og retfærdighed for alle, uanset stand, meget stærkt: “Han spredte fjenderne, dræbte røverne og hængte tyvene, han befriede kort sagt sit fædreland for al undertrykkelse”.
Det fortælles bl.a., at en adelsmand misbrugte sin magt til at mishandle de fattige og undertrykke sine nærmeste. Knud hørte om dette, mens han var i Skåne, og vendte han straks tilbage, fik fat på manden, anklagede ham, forhørte ham og dømte ham til at hænges. Den anklagede nægtede sig ikke skyldig, men mente, at han burde klare frisag, fordi han var i familie med Knud Lavard: “Jeg er jo i nær familie med dig, gør ikke skade på din slægt”! Knuds svar var, at eftersom manden var af hans familie, så skulle han sandelig også få særbehandling med hensyn til sin straf, og jo mere han stod over andre i slægt, desto mere skulle han ophøjes. Knud lod derfor rejste en skibsmast på galgebakken, som han lod manden hænge i.
Denne historie kan i dag synes os grusom og hævngerrig, men den bør forstås som udtryk for, at Knud Lavard knæsatte princippet om retfærdighed og lighed for retten for alle på den eneste måde, man dengang kunne forstå.
Enestående succes
I årene efter 1127 havde han enestående succes. Abodritterfyrsten Henrik, der var hans fætter, døde, og i den efterfølgende magtkamp gjorde Knud sig gældende. Med støtte fra sin gamle ven, sakserhertugen Lothar, der nu var blevet tysk kejser, blev Knud i 1129 anerkendt som abodritterne knes (konge). I den sammenhæng svor han lensed til den tyske kejser.
Denne situation foruroligede kong Niels og ikke mindst dennes søn, Magnus. På den tid var arvefølgen ikke fast, og alle mandlige medlemmer af kongefamilien, ægtefødte såvel som sønner af elskerinder, kunne komme i betragtning ved kongevalg. I den situation var Knuds succes en direkte trussel mod Magnus’ chancer. Det gav derfor god politisk mening at rydde ham af vejen.
I julen 1130 var Knud inviteret til julefest hos kong Niels. Hans hustru anede uråd og bad ham afslå indbydelsen, men Knud mødte op med den begrundelse, at hvis han blev væk, ville han gøre den indbyrdes tillid, blodets bånd og det indgåede forbund til skamme. Han gik altså ikke, fordi han var uvidende om risikoen, men fordi de værdier, han hyldede (tillid, fællesskab, forbund), tilsagde ham at løbe risikoen. Julegildet gik fredeligt, men på vejen hjem mødtes han i Haraldsted skov ved Ringsted med kong Niels’ søn, Magnus, der ville tale fortrolig med ham. Det var et baghold, og Knud Lavard blev dræbt. Det var den 7. januar 1131. Syv dage senere fødte Knud Lavards hustru Ingeborg en søn, den senere Valdemar (den Store).
Drabet gav politisk bagslag, for i stedet for at rydde en rival af vejen, udløste det en borgerkrig. Knuds halvbror Erik (Emune) gjorde oprør, og efter nogle år kampe frem og tilbage stod det afgørende slag ved Fodevig i Skåne i pinsen 1134.
Her døde prins Magnus, en anden prins og hele fem bisper, 60 præster samt mange stormænd og menige. Kort efter blev kong Niels myrdet i Slesvig. Hermed var freden og stabiliteten dog ikke sikret, og de næste godt tyve år var der gentagne gange kampe mellem kongefamiliens forskellige grene (Svend, Knud og Valdemar), indtil Knud Lavards førnævnte søn, Valdemar den Store, i 1157 vandt og beholdt den samlede magt.
Knud Lavard var imidlertid ikke kun død som offer for en fejlslagen politisk intrige. Der var folk, der mente, han var en helgen. Hans lig blev bragt til Ringsted, en kilde sprang på stedet, hvor han blev myrdet, helbredelser skete. Allerede i 1135 begyndte kong Erik Emune at arbejde for anerkendelsen af sin bror Knud Lavards helgenværdighed, da han grundlagde et kloster for ved kirken i Ringsted, men først efter, at Valdemar den Store var blevet enekonge, tog bestræbelserne fart. I 1169 godkendte pave Alexander III Knud Lavards helgenværdighed, og ved den store kirkefest 25. juni 1170 i den nybyggede kirke i Ringsted, blev Knud Lavards jordiske rester skrinlagt, og hans sønnesøn, Knud (VI) kronet til medkonge og faderens efterfølger. Knud Lavards død står derfor ikke kun som udløser af en borgerkrig, men på længere sigt ved begyndelsen af en styrkelse og stabilisering af den danske kongemagt under Valdemarerne (Valdemarernes storhedstid, hvor Valdemar den Store og biskop Absalon stod last og brast mod venderne).
Som helgen blev Knud Lavard skytshelgen for de mange Skt. Knudsgilder, som var sammenslutninger af danske købmænd rundt om i Østersøområdet og i danske byer. Efter reformationen ophørte valfarterne, og hans jordiske rester forsvandt. Det vides kun, at rigshovmester Corfitz Ulfeldt midt 1600-tallet bragte Knud Lavards hovedskal med til Frankrig og forærede den til de franske kongers gravkirke St. Denis ved Paris. her forsvandt den i forbindelse med den franske revolution.
