Hvorfor Skt. Knud Lavard

Af Sebastian Olden-Jørgensen

Da sognet blev oprettet i 1936 var det oplagt at vælge Knud Lavard til værnehelgen. Han var dansk, pavelig anerkendt og knyttede forbindelsen mellem Danmarks storhedstid i middelalderen og den katolske nutid i en voksende forstadsmenighed.
Og hvad så i dag? Hvad kan vi bruge Knud Lavard til i dag, hvor behovet for at demonstrere danskhed er mindre presserende, og Valdemarernes storhedstid ikke længere vækker stærke og positive følelser?
På mange måder har vi i dag faktisk bedre muligheder for at komme nærmere middelalderen, nærmere den ægte Knud Lavard. Den nationale fernis er så at sige blegnet, og vi ser klarere. For hvorfor er han egentlig helgen? Hvorfor martyr? Hvori består hans værdighed?
Vi kalder ham martyr og med rette, selv om Magnus jo ikke dræbte ham, fordi han var kristen. Hvis vi ser på mordernes motiv, blev Knud Lavard dræbt af rent politiske grunde. Men hvis vi vender perspektivet og spørger: Hvilke politiske værdier stod Knud Lavard for? Hvad motiverede ham til at bringe sig selv i en situation, som hans politiske fjender udnyttede til at dræbe ham? Så bliver svaret, at han legemliggjorde en serie politiske værdier, der udspringer af en kristen livsholdning, og som omfatter fred og retfærdighed, retssikkerhed og tryghed for alle, ikke kun for de stærke og bevæbnede, men for almindelige mennesker. Knud Lavard hyldede også en politisk orden, der bygger på tillid og forbund, ikke på frygt og forræderi. Han lod sig lokke i baghold, fordi han valgte at stole på sin Konge, Niels, og dennes søn, Magnus. Han vidste, han løb en risiko, men han så det som sin pligt at løbe den. Det er politisk-moralske goder, der er fundamentale, og som vi i vor del af verden let tager for givet, men de er ikke givet, og måske kan vi dag bedre end for et par generationer siden se det:
I vor tid har Kirken gentagne gange givet sin anerkendelse og martyrnavn til mennesker, der døde for retfærdighedens skyld. Jeg nævner i flæng: den polske præst Jerzy Popiełuszko (1947-84), som blev mishandlet og druknet af det polske kommunistiske regimes hemmelige politi under undtagelsestilstanden efter undertrykkelsen af den uafhængige fagbevægelse Solidaritet. Eller hvad med ærkebiskop Oscar Romero (1917-80) af San Salvador, der blev skudt under en messe af en højreorienteret dødspatrulje. Og så er der præsten Giuseppe “Pino” Puglisi (1937-1993) fra Palermo, der blev likvideret af mafiaen, fordi han fra prædikestolen opfordrede til at hjælpe politiet og hverken tog imod deres penge, lod fremtrædende mafiosi marchere med i processioner eller bøjede sig for deres trusler. Han blev skudt på klods hold, og hans sidste ord var: “Jeg har ventet på jer”.
Vi kan godt være stolte af Knud Lavard og vedkende os ham, ikke fordi han var dansk, men fordi hans liv var formet af kristen værdier, og ikke mindst fordi troskab mod disse værdier bidrog til at koste ham livet. Magnus dræbte ikke Knud Lavard, fordi han var kristen, men fordi han var en rival, men Knud Lavards popularitet byggede på kristne værdier, og den sårbarhed, som er baggrunden for situationen i Haraldsted, er en del af dette kristne værdigrundlag.